Acceptance and Commitment Therapy (ACT) er en anerkendende, varmhjertet, respektfuld og virkningsfuld tilgang, når livet på forskellig vis slår hårdt.
Kognitiv Psykologklinik for unge og voksne | Psykolog Maja Schou er efteruddannet i Acceptance and Commitment Therapy (ACT) – blandt andet i forbindelse med behandling af angst, depression og mistrivsel, lavt selvværd, stress og sorg m.m.
Nogle ting her i livet bør aktivt forandres, ændres og omstruktureres. Men der er også mange ting i livet, som vi ikke er herre over; ikke kan ændre på eller kontrollere så meget, som vi måske gerne vil.
ACT gennemsyres af en grundlæggende holdning om, at alle mennesker oplever svære tanker og følelser. Vi bliver alle nogle gange ”stuck” eller kommer væk fra de ting, der betyder aller mest for os – ofte i forsøget på at håndtere eller bekæmpe de ting, der er svære for os.
Der er ikke noget forkert med dig. Der er ikke noget galt med dig. Du er ikke gået i stykker.
Dette er grundforståelsen i ACT. Og det er også helt naturligt for mig at møde dig sådan.
Jeg tror på, at alle mennesker – selv når vi lider og kæmper aller mest – kan finde en vej i det svære. Jeg oplever ofte, at vi mange gange har flere svar i os selv, end det kan føles som, når vi føler os fastlåste eller er “faret vild”. At vi ofte godt kan mærke, hvad vi egentlig har brug for, og hvad der er godt for os – men at bekymringer, angst, andre mennesker, forpligtelser og “skulle/burde-tanker” – ja, livet – kan kapre os i alle mulige andre retninger.
Mange gange handler terapi derfor også om at hjælpes til at mærke efter, lytte efter og handle med udgangspunkt i ens behov.
Med udgangspunkt i ACT fokuserer vi i samtalerne på at opøve din evne til at være med svære og negative tanker, følelser og livsvilkår på en hjælpsom og omsorgsfuld måde. Vi arbejder med at identificere det, der er værdifuldt og betydningsfuldt for dig i dit liv, og du hjælpes til at bevæge dig i retning af dette.
Ofte vil vi i den proces møde en række barrierer. Det kan være tanker om, hvad der vil ske; regler om hvad man bør og ikke bør, eller oplevelser og følelser, som man også ved, at man vil komme i kontakt med. Med udgangspunkt i ACT arbejdes derfor også med at tage hånd om disse barrierer.
Mit – og ACT’s – ønske for dig er, at du kan leve det liv, du gerne vil leve – så frit og fleksibelt som muligt – uanset hvilke indre tilstande og ydre livsvilkår, der potentielt også er med på din rejse.