Psykolog Maja Schou udfører Terapi Samtaler Supervision i Kognitiv Psykologklinik for unge og voksne

Min faglige tilgang

Du fortjener en god behandling.
For mig betyder en god behandling, at jeg som medmenneske møder dig og de ting, du fortæller mig, med respekt, omsorgsfuldhed og et oprigtigt ønske om at forstå og hjælpe.

Når man opsøger professionel hjælp, er en god behandling imidlertid også, at dette kombineres med en kvalificeret og opdateret viden og erfaring på området. Min faglighed bruges således også i terapien til at forstå og hjælpe dig bedst muligt på vej med udgangspunkt i dine ønsker og behov.


Psykologer arbejder med udgangspunkt i forskellige teorier og metoder. Der kan derfor være forskel på, hvordan vi forstår psykiske problemstillinger. Vi kan anskue relationen mellem klient og psykolog forskelligt, og der kan være forskel på, hvordan vi arbejder med at skabe forandring og udvikling i forhold til den givne problematik. 

Personligt har jeg igennem hele min uddannelse og efteruddannelse valgt fuldt og helhjertet at specialisere mig indenfor den kognitive teori og metode.

Jeg er som psykolog især specialiseret i klassisk kognitiv adfærdsterapi (KAT) og retninger indenfor det, man tit omtaler som ”3. bølge kognitiv terapi” eller “3. generations kognitiv terapi”, herunder især Acceptance and Commitment Therapy (ACT).

Du kan læse mere om kognitiv adfærdsterapi (KAT) her
Du kan læse mere om Acceptance and Commitment Therapy (ACT) her

For mig kommer du som menneske før ”teori og metode”. Det vigtigste for mig er derfor ikke at følge en behandlingsmanual stringent, men at være åben, fleksibel og kreativ i vores samarbejde. Det vigtigste er ikke, hvad vi gør – men hvordan vi gør det. At det med andre ord opleves trygt, meningsfuldt og ikke mindst hjælpsomt for dig at tale med mig.

Det er i virkeligheden også det, som er allermest etableret forskningsmæssigt: Vi kan ikke noget uden en ordentlig samarbejdsalliance, en god relation og en tro på, at det, vi gør, virker.

De kognitive tilgange giver mig derudover et videnskabeligt og effektivt fundament at forstå og skabe forandring ud fra – så det ikke bliver tilfældigt, hvad vi gør, og hvor vi bevæger os hen.  

Hvad kan kognitiv adfærdsterapi og ACT hjælpe mig til?

Den kognitive tilgang opleves let tilgængelig og brugbar for mange klienter.

Savner og ønsker du fx:

  • At handle og leve mere frit og fleksibelt…
  • Ikke at være styret af og opslugt af tanker, der klistrer sig fast…
  • At kunne stille dig lidt ved siden af dine tanker, følelser og handlinger, i stedet for at de ruller afsted med dig…
  • Ikke at føle dig underlagt dominerende og ufleksible (indre) krav i forhold til fx opførsel, præstationer, væremåde, personlighed og identitet…
  • At opleve, at du aktivt handler på og på den måde tager aktivt ansvar for din situation og din fremtid…
  • At have et sted i dit liv, hvor der både kan arbejdes konkret med redskaber, problemløsning m.m. i forhold til konkrete situationer – men hvor der også er plads til et mere generelt fokus på at være dig i denne verden og på, hvad der betyder noget for dig. Hvor der også er plads til mere eksistentielle temaer og overvejelser… 
  • At blive mere afklaret om, hvad der kan ændres på, og hvad der ikke kan ændres på… og få støtte og hjælp til håndteringen af begge dele…

… Så kan den kognitive tilgang være en god tilgang for dig.

Du kan læse mere her om, hvad folk ofte får ud af et samtaleforløb.  

Privatlivspolitik Copyright © Psykolog Maja Schou
<